|
Taste of Thailand16 Jan 2009
|
|
Min fisk med tilbehør
| By Mette Vi boede 6 dage på et stort, fint hotel i Bangkok, langt væk fra larm og ballede, men også isoleret fra det daglige liv. Oveni købet var alle undtagen Pernille syge et par dage. Derefter tog vi til Ko Chang, hvor vi boede i en hytte i et typisk turistområde. Og som turistområde er der ikke meget "lokalt" over hverken mad eller omgivelser. Thai'ere er her nogle, man møder på grønsagsmarkedet og bag ved disken på restauranterne. I Bangkok spiste vi ikke så forfærdelig meget, og det meste af det vi satte til livs, kom fra et cafeterialignende sted rundt om hjørnet. Hverken maden her eller maden på det fine hotel var særligt inspirerende. Faktisk har vi fået langt bedre Thailandsk bad i Danmark!! I Bangkok havde vi levet over evne, så på Ko Chang anskaffede vi os et gasblus, nogle dybe og flade tallerkener, knive, gafler og skeer, og så levede vi ellers de fleste dage, hvad man kunne kalde et camping liv. Vi brugte penge på cornflakes (dyrere end i Danmark), brød (noget Thaiere ikke selv spiser særligt meget af), masser af friske mangoer, bananer, clementiner og vandmeloner - og ikke mindst Nutella!! Nogle af dagene snød vi om aftenen og kogte selv ris på vores gasblus, købte noget stegt kylling billigt fra et gadekøkken og derpå sovs, f.eks. green vegetable curry fra vores "egen" restaurant. Enkelte gange spiste vi på en lokal cafe, som vi kom forbi. Det smagte da godt - men var dog stadigvæk ikke på højde med danske thailandske restauranter. Og den mad vi selv lavede på vores gasapparatur kunne sagtens konkurrere. Og Jørgen og jeg har snakket om den indiske mad, hvor vi efterhånden lærte at bestille netop de retter, der smagte vores vestlige tunger allerbedst. Henriette mindede os om, at mens vi af hygiejniske årsager hele tiden havde fulgt "bogen" (Lonely Planet) i Indien, så var vi i Thailand bare gået ind på det nærmeste sted - havde bestilt det billigste, og derpå ikke været så begejstrede. Ja, Henriette var ikke overrasket! Samme aften gik vi ud på en fiskerestaurant, anbefalet i høje toner af BOGEN. Den lå i Ban Bao, et stemningsfuldt, gammelt, tidligere fiskerleje, der nu havde et hav af restauranter, små butikker og hytter, der alle lå bygget til på flydende gulv på hver side af en lang mole. Jeg bestilte en saltet, grillet fisk, i lykkelig uvidenhed om at der i en sådan var rigelig mad til 2 personer. Og jeg siger og mener lykkelig, for da fisken endelig kom på bordet, havde Jørgen nået at spise den mad, han havde bestilt, og så tænkte jeg jo, at så var der mere til mig :-) Ikke at det hjalp, for Jørgen snød mig, gjorde han. Jeg kunne kun spise halvdelen af fisken, så resten kom med hjem i en lille boks, og næste dag åd Jørgen det hele, mens jeg var på elefanttur med pigerne.... Nå, men i det mindste blev fisken spist før den blev dårlig :( Fisken kom sammen med en stor bakke med knasende friske, grønne små salatblade af forskellig slags, små delikate tomater, lidt frist basilikum, krølsalat, lidt hvidkålsblade, og en række grønsager jeg ikke engang kan navnene på. Som sideret kom et stort fad med enn række f.eks. finthakkede urter på. Der var finthakkede tomater, saltede peanuts, små hvidløgsfed, citrongræs i fine, smalle, smalle skiver, hakket rødløg, frisk ingefær, tynde risnudler, agurketern, det skæreste glaskål foruden, selvfølgelig, finthakkede chillier af forskellig slags. Hertil en dressing lavet på tamarin, sukker, lime, hvidløg, chili, oyester sauce og andet godt. Da tjeneren så mit lidt forvildede blik - hvordan i alverden griber man lige den anretning an?? - viste han os, hvordan man på Thai-vis tager et eller to små salatblade, folder dem omhyggeligt, så der dannes en lille skål, og på denne skål kommer en lille smule af det hele på, en knivspids fiskekød, en halv teskefuld dressing henover og derpå fører lækkerbidsken ind i munden, hvor ingredienserne samler sig, komplementerer hinanden, så alle er nødvendige og ingen overflødige - tygges og synkes, hvorefter næste mundfuld forberedes lige så omhyggeligt og nænsomt som den første. Mærkværdigvis er det ikke for stærkt, ikke for sødt eller blødt, ikke for knasende eller underligt. Det er lige tilpas. Se, dét er Thai mad! |
Advertisement 
|
