AISA 6-8 months with children travel blog

Teachers area at the school

One of our two rooms in Panskura... Its not particularly clean.

The village

Toilet

 

View from the school

From our bathroom at the hotel - our pet!


By Mette

Efter en dramatisk togrejse, som Henriette har fortalt om, ankom vi til den "lille" by Panskura belæsset med ekstra bagage, idet vi i Varanasi havde indkøbt 70 mindre gaver samt indpakningspapir. Panskura har 98.000 indbyggere og består af een lang gade med en masse boder og butikker (med samt det sævanlige antal drøvtyggende køer). Langt de fleste lever af landbrug - men der er også en meget høj arbejdsløshed. For enden af den 1 km lange gade drejer man til højre og 5 min. efter er man ved det sted, hvor vi skulle være frivillige.

Før vi ankom, havde jeg skrevet en del sammen med Malati, en bengalsktalende engelsk kvinde, der organiserede de frivillige. Hun havde fået at vide, at det var mig, der ville og kunne undervise i engelsk, mens Jørgen ville tage sig af vores børns skolegang - og så ville han i øvrigt gerne bruge tid på at undersøge nabolaget, gå ture, snakke med folk og på anden vis fordrive tiden på bedste måde. Jeg skulle undervise nogle børnehjemsbørn mellem 10 og 14 år i engelsk - og det havde jeg forberedt mig på. Men det var selvfølgelig noget jeg skrev i marts 2008, og ting i Indien er ikke endeligt planlagte, før man er der og er i fuld gang med gennemførelsesfasen. Mens vi var i Indien viste det sig, at Malati regnede med som en selvfølge, at Jørgen også skulle deltage i undervisningen, og det skete på en måde, så ingen af os overhovedet overvejede at minde Malati om vores indlende korrespondance.

Umiddelbart før vores ankomst i Varanasi havde jeg fået en mail, der på mystisk vis dels talte om børnehjemsbørn og så om skolebørn på en måde som om de to grupper egentligt ikke havde noget med hinanden at gøre. Men gennemskue opbygningen, det kunne jeg ikke.

Alle i den lille by kendte skolens navn og vi fik et lift med en taxa, som mente, at det var 10-12 km udenfor byen. Betalingen for taxaturen stod naturligvis mål med afstanden. Det viste sig, at der snarere var 2 km. Det var den dyreste tur i Indien til dato! Første dag blev brugt til indkvartering af os, hvor vi sammen med Malati og den lokale leder af skolen fandt et lille hotel med to værelser ved siden af hinanden. Rent var der ikke, men der var myggenet og et vestligt toilet i det ene af værelserne - noget, især jeg skulle blive virkelig glad for i løbet af vores ophold. Jeg vil tro, at det var i løbet af denne dags gang rundt omkring i byen, at samtlige indbyggere fandt ud af vores tilhørsforhold til skolen. Det betød, at jeg efter denne dag når jeg skulle købe noget papir eller en saks, altid kunne regne med at finde en engelsk-talende mand i nærheden, der påtog sig at hjælpe mig med at finde hen til lige netop den rette bod.

Selve skolen lå nede ved en flodbred i nærheden af et lille landsbysamfund i udkanten af byen. Her blev dyrket ris på firkantede jordstykker ved floden, og der blev tørret kolort i vejsiderne til brug for aftenens ildsteder. Skolen var på 3 etager, og blev drevet af en orangeklædt nonne. Bygningen var rimeligt velholdt, der var 2 asiatiske toiletter til børnene og et til lærerne. Og overalt var der pinligt rent.

Nu fik vi vores opgaver at vide: der var 64 skolebørn i alderen 4 til 14 år, organiseret i 3 skolegrupper, så det passede til de 3 tilstedeværende frivillige; Jessica, en havearkitekt i 20'erne fra USA, mig - og så Jørgen!! Jessica skulle have de ældste, da hun aldrig havde undervist før, Jørgen tog mellemgruppen på 6-9 år, og jeg fik fornøjelsen af de to mindste klasser, hvor den yngste var godt 3 og den ældste 5,5. Øhhhhh.... javel så! Udover skolebørnene var der en gruppe piger, der havde rejst i 24 timer fra et børnehjem i vest-bengalen for at komme til skolen. Det var lidt uklart, hvordan disse piger skulle indgå i aktiviteterne, men Malati snakkede meget om, at for 2 år siden havde der været 25 voluntører, og der havde der været aktiviteter efter skoletid hver eftermiddag på marken ned til floden.

Jeg fik en lillesmule travlt på internettet den aften (check bl.a. http://www.genkienglish.net/games.htm - et virkeligt godt sted, når man skal finde lege og underholdning til engelsktræning!). Godt at stort set alle materialer er tilgængelige på nettet - surt at det i Indien ikke bare er muligt at skrive materialet ud og kopiere det. Det kræver en stor by - og en del penge. Men ideer, det kunne jeg da få.

----------------------------------------------------------------------------------

Engelsk

Finally, we arrived in Panskura, a small town of yyy inhabitants just outside Kolkotta.

It turned out that we were volunteering not at an orphanage as we had thought, but at a private school run by a orange-clad nun, called Didi. We were supposed to deliver the content for an English camp during the Christmas holidays for 64 children, 3-10 years old. A group of girls from an orphanage 24 hours away by train had joined the camp as well. They were a bit older, 11-15 years old and already spoke some English.

I had planned on teaching a group of 10-14 year old children, all of them able to read and write English quite well, but unaccustomed to speaking English. That was not how it turned out. I was to teach a group of 3-6 years old and although they knew the roman alphabet and were able to copy letters from the blackboard they could not read.

That's, where the internet comes in really handy!! I was able to locate a great website http://www.genkienglish.net/games.htm, with lots of games and exercises. And from there I could prepare the next day.

We were going to teach from 10.30-12.30 each day, then have lunch, and do "arts and creative stuff" from 13.30-14.40. Afternoon activities with the girls from the orphanage would be very welcome.



Advertisement
OperationEyesight.com
Entry Rating:     Why ratings?
Please Rate:  
Thank you for voting!
Share |